Lidt mere fra banen.

Den seneste tid har jo budt på endnu mere vand, men dog har vi haft enkelte dage uden, og solen har såmænd også kigget frem.

Dagene nærmer sig 1 april og efterhånden som tiden går, bliver jeg flere gange spurgt til banens tilstand, og om vi overhovedet er i stand til at åbne, med de betingelser vejrguderne har givet os.

Det nemme svar ville være at det afhænger jo netop af vejret, og om banen kan tage den trafik.

Det er samtidig også et svar der svæver lidt i luften, eller en helgardering ville nogle mene.

Men det bedste svar vi kan give jer, er at et par dage uden vand gør en kæmpe forskel her i det tidlige forår.

Dvs. at vi naturligvis forbereder os på at sæsonen skydes i gang lige om lidt, og bruger tiden bedst muligt op til 1 april på at gøre banen så spilbar som mulig. Så medmindre der sker et eller andet voldsomt vi ikke er herre over, så forventer vi da at vi kan åbne.

De sidste par uger har vi brugt tiden på at fejlfinde de dræn, som vi ved trækker det store læs fra specielt hul 13-14-15-16-17 og det er også lykkedes at få hul på systemet igen. Vi har skiftet en del af de gamle ler dræn, som var stoppet med alt lige fra rødder og silt, og naturligvis også dem der var faldet sammen. Vi har også sat en del nye inspektions/spule brønde så vi løbende kan kontrollere at vandet bevæger sig væk.

De 2 bunkers ved green 13 som i en meget lang periode har stået under vand, er nu tørlagt for vand og en ny fast ledning har sikret os at de bliver ved med det. Den nye bunker ved 15 green og den nu nedlagte bunker i højre side, har desværre også stået under store mængder vand, men vi er ved at være igennem systemet og bruger nu de næste par dage på at få dem tørlagt også.

Det har medført en del gravearbejde på omtalte huller, og en del græs der skal reetableres igen. Men vi er glade for at netop den del af banen, nu efterhånden kan klare sig selv snart. Det vil på sigt give os en mere spilbar bane på de bagerste ni huller i våde perioder.

Vi har en del arbejde foran os med banen, når foråret før eller siden dukker op, vi fik ikke som planlagt lagt rullegræs, på alle de renoverede greens områder og heller ikke på grøften på 11. men vi er i tæt dialog med Amager rullegræs som sørger for tørven, og vi får den når hans områder er klar til at skære den til os.

Så april måned bliver formentlig lidt hektisk, men vi ved det bliver godt.

De bedste hilsner

Greenkeeperne

© Copyright 2020 | Dragør Golfklub  | Kalvebodvej 100 | 2791 Dragør | Tlf: +45 32 538975 |