For anden gang blev 'Årets Frivillig' pris uddelt. Det skete under middagen lørdag aften efter den årlige turnering for bestyrelses- og udvalgsmedlemmer.
Prisen, som er indstiftet af Danske Bank, gik i år til Jørgen Jakobsen.


Direktør i Danske Bank Tårnby Afdeling Claus Dehn-Christoffersen
overrakte prisen som 'Årets Frivillig' til Jørgen Jakobsen.
Med prisen følger en gavecheck på 1.500 kr.


I indstillingen hed det:
"Jørgen Jakobsen blev indmeldt i klubben tilbage i 1989, og det gør ham dermed til en af pionererne. Han har siddet i bestyrelsen, i Turneringsudvalget og været dommer til diverse turneringer. Han har i mange år stået som turneringsleder for klubmesterskabet for både voksne og juniorer og har også været turneringsleder for stort set alle Danmarksturneringsrunder i Dragør de seneste fem år. Jørgen står også altid til disposition ved regelspørgsmål. Personligt møder han alle med godt humør, og han har let til smil, hvilket giver en helt speciel og god atmosfære omkring hans virke for klubben".

Det var en rørt Jørgen Jakobsen, der takkede for prisen. 
- Jeg er meget stolt over at modtage denne pris, for egentligt gør jeg jo bare, hvad jeg altid gør, når jeg påtager mig en opgave, sagde han og ramte dermed lige ned i det, som er kernen for alt frivilligt arbejde.
Med prisen skulle der nu også være skabt ligestilling på hjemmefronten, idet Jørgens kone Linda som den første fik prisen overrakt i 2016.

I alt fire personer var i tre nomineringer indstillet til 'Årets Frivillig' pris. De øvrige var:
Lone Lund-Ravn. Lone spiller ikke selv golf, men hun har tre drenge, som alle spiller. Lone er og har altid været et samlingspunkt for vores juniorer. Hun sørger for alle de ting, golfen ikke kan. Varm kakao, kager, burgere, ture til golfcenter, bowling, biograf, Den Blå Planet, golflejre og det årlige puttingmesterskab. Da vores fem deltagere i årgangsmesterskabet i Sønderjylland skulle af sted, var det naturligvis Lone, der sørgede for mad og drikke til alle inklusive forældre. Er der en opgave, møder Lone altid op med et stort smil og godt humør. 
Lars Ove Jensen og Ian Hollins. Få kender banen bedre end de to. Stort set hver morgen gennem hele sæsonen kan man se dem på 1. tee kl. 07.30 med forventningens glæde i øjnene. Og entusiasmen varer hele runden, hvor de lægger mærke til ethvert græsstrå, som vender forkert, og ethvert brud på etiketten. De har en kærlighed til golfen og i særdeleshed til Dragør Golfklub. Og så er det dem, der står for vores fårehold. De sørger for, at fårene bliver flyttet, når de mangler græs, og de sørger også for - næsten da - at fårene bliver holdt inden for indhegningerne. 

Et stort til lykke til de nominerede og alle de andre over 100 frivillige, som med Claus Dehn-Christoffersens ord hver dag året rundt gør et kæmpe stykke arbejde og dermed er med til at gøre Dragør Golfklub til en stærk og velfungerende golfklub.







 

 
 

© Copyright 2017 | Dragør Golfklub  | Kalvebodvej 100 | 2791 Dragør | Tlf: +45 32 538975 |