Banemiljø

Her kan du læse om de større miljøsager, som Dragør Golfklub arbejder med.


JORDFORURENING PÅ GREENKEEPERGÅRDEN.

 
Klubben har sidst i 2012 afsluttet oprensningen af en jordforurening på Greenkeepergården. Kommunen havde ved et miljøtilsyn i januar 2011 givet Klubben et pålæg om at fjerne forureningen. Der er i den forbindelse anlagt en ny vaskeplads med en ny olieudskiller, og der er opført et nyt skur til opbevaring drivmidler og lign.

FORURENING FRA BANENS NABOER.
Golfbanens dræn, grøfter og søer tilføres fortsat  bl.a. spildevand, sprøjtemidler og gødning fra vores naboer. Dette påvirker miljøet og biodiversiteten på banen, og det går bl.a. direkte ud over banens mange ynglende vandfugle, grønne frøer og snoge. Klubben har forgæves forsøgt at få Kommunen til gribe ind over for disse belastninger af miljøet på banen. Baneudvalget følger løbende situationen og vil umiddelbart følge op på nye forureninger.


PESTICIDEFORBUD OG ALTERNATIVE DRIFTSMETODER.
Regeringens arbejde med stop for anvendelse af sprøjtemidler på de danske golfbaner har pågået i nogle år. Dragør Golfklub er enig i den overordnede målsætning om, at brugen af sprøjtemidler skal begrænses mest muligt og med tiden helt udfases. Baneudvalget har derfor allerede for et par år siden sammen med vores greenkeepere påbegyndt en omlægning af den løbende drift og forbruget af sprøjtemidler er i 2012 nedbragt til under det meget lave niveau, der nu er fastlagt i den nye lovbekendtgørelse, der trådte i kraft her medio marts 2013. Det er i denne sammenhæng et reelt problem, at der ikke rigtig findes effektive driftsmetoder, der umiddelbart kan erstatte brugen af sprøjtemidler.
 Klubben er derfor hele tiden på udkik efter sådanne alternativer, og Baneudvalget har her ladet sig inspirere af Rungsted og Hørsholm Golfklubber, der har anvendt får i mobile indhegninger til vedligeholdelse af dele af deres rough og til bekæmpelse af forskellige typer af ukrudt i roughen. Dragør Golfklub har fra og med sæsonen 2013 indgået en aftale med TAMU-centret her på Sydamager om, at de stiller nogle af deres får med lam til rådighed for en afgræsning af de rougharealer, der ikke rigtig er i spil. TAMU vil tilse fårene løbende og hjælpe til med at flytte dem rundt på banen. Projektet er iværksat her medio maj, hvor lammene er blevet tilstrækkeligt store til, at de ikke kan løbe ud af de mobile indhegninger.


BEKÆMPELSE AF MINK PÅ BANEN.
Baneudvalget har i et par år haft mistanke om, at banens vandfugle og deres yngel blev udsat for angreb af mink, og der har hele vinteren været spor af mink på banen i bunkers og i sneen. Udvalget har derfor kontaktet skovfoged Svend Norup, der også fungerer som den lokale vildtkonsulent. På hans anbefaling er der her primo maj blevet opstillet to fælder på banen, hvor minken fanges levende. Fælderne vil blive tilset to gange om dagen, og ved fangst vil vildkonsulenten tage sig af dyrets aflivning.


BANEUDVALGET - 21.5.2013.



28.12.12/fl.b.

© Copyright 2017 | Dragør Golfklub  | Kalvebodvej 100 | 2791 Dragør | Tlf: +45 32 538975 |