Selv om mange golfere er gået i vinterhi, er der nogle, som ikke slår mave efter julemaden. Det er Dragør Golfklubs elitespillere og bedste juniorer, som er i fuld gang med at forberede sig til den ny sæson.
John Davies herser på livet løs med de unge mennesker og har indledt et samarbejde med en af vores elitespillere, Jakob Kofod, der er uddannet fysioterapeut, og clubfitter Thomas Rosenberg.
Det sker under navnet Golf Logik, hvor elitespillerne vil være forsøgskaniner i et koncept, som går ud på, at sving, fysik og udstyr skal trimmes optimalt til den enkelte. Konceptet er beregnet for alle typer af golfspillere.
Seks af vores bedste juniorer er inviteret til at træne med 1. holdet, så de tidligt får lært, hvad det kræver for at begå sig på højeste niveau. For juniorernes vedkommende gælder, at det er udviklingsprocessen fremfor resultater, som er i højsæde.
For vores 1. hold er målet at bevare pladsen i 1. division, hvor vi er i en stærk pulje med Hillerød, Korsør og Mølleåen. Træningslejrene op til sæsonstart er henlagt til Skyrup i Sverige, og de første kampe afvikles i weekenden 4-5 maj. 

 

© Copyright 2019 | Dragør Golfklub  | Kalvebodvej 100 | 2791 Dragør | Tlf: +45 32 538975 |