Nyhedsbrev fra Chefgreenkeeperen
 
29. marts 2017
 
Så er foråret ved at nærme sig, temperaturerne er så småt ved at vise tocifret tal, og den sidste frost er efterhånden ved at slippe taget igen.

De sidste par uger har vi konstateret, at parkeringspladsen efterhånden bliver mere og mere fyldt, og medlemmerne mylder frem fra deres vinterhi.

Sæsonen 2017 er nu lige om hjørnet, og vi håber på en god sæson for alle.
 
Hvad er der så sket på banen.
Bunkerrenoveringen med Capillary Concrete skrider godt fremad, og der er kun to bunkers tilbage omkring green 18, der mangler at blive støbt i bunden. De resterende ved green 1 og green 3 er således allerede støbt, og resultatet er blevet ganske imponerende igen. Hans fra HNN, som er entreprenør på projektet, har gjort et voldsomt stort og flot stykke arbejde.

Vi håber, at vejret fortsat er med os, så vi kan få dette projekt afsluttet indenfor de næste 10 dage, og efterfølgende få fyldt sand i alle de nye greenside bunkers.

Samtlige grusstier på banen er også blevet frisket op med nyt grus og hævet en lille smule for derved at undgå vandsamlinger på stien, og kanterne er skåret, så de igen fremstår rigtig pæne. Vi har i Baneudvalget valgt at anlægge et par nye stier samt forlænge nogle af de eksisterende, som gennem længere tid har været udsat for mere og mere trafik og slitage.

De nye stier er anlagt ved tee 9, ved 5. green frem til stien ved 6. tee og rundt om søen ved green 17. Vi har samlet set anvendt omkring 35 tons slotsgrus til nyetablering og efterfyldning.

En anden af vores helt store udfordringer er oprensning af søer og grøfter rundt på hele banen, men vejrforholdene har desværre ikke helt været til at få maskinerne ud og udføre arbejdet. Vi havde håbet på noget mere frostvejr, så jorden blev hård og derved ikke efterlod en masse kørespor, men som sagt har det desværre ikke været tilfældet, og vi kan dermed blive tvunget til at udskyde projektet til senere på året.

Det giver os samtidig lidt problemer med drænrørene, som helst ikke må stoppe til med blade og andre ting. Men vi er opmærksomme på det og holder dagligt øje med, om vandstanden de forskellige steder er, som den skal være.
 
Med venlig hilsen
Chefgreenkeeper
Nicholas Juul
 
 

© Copyright 2017 | Dragør Golfklub  | Kalvebodvej 100 | 2791 Dragør | Tlf: +45 32 538975 |